Mette Marie Lei Lange

Mette Marie var en af de første i Danmark til at skabe en succesfuld forretning på at være sig selv på internettet, og det har hun været siden – til sine følgeres begejstring. Mette Marie deler dagligt ud af sin hverdag i en humoristisk tone fra blandt andet hjemmet i Køge, som inkluderer hendes mand, skuespilleren Jon Lange, gravhunden Uma og ikke mindst parrets tvillinger, som dog ikke indgår i indholdet, da Mette Marie har valgt ikke at vise dem på nettet.

Mette Marie er kandidat i kommunikation og psykologi, har en fortid som digitalredaktør på Modemagasinet ELLE og (hvis hun selv skal bestemme) en fremtid som deltidsforfatter, da hun for tiden skriver på sin første bog, en kriminalroman.

Hos Mette Marie er indholdet troværdigt, uhøjtideligt og gerne tilsat et skvæt af både hjerne og hjerte. Mette Marie er en ivrig underholder, og hun holder sig heller ikke tilbage for at bruge sin platform til at hjælpe. Hun har siden 2017 været ambassadør for PlanBørnefonden, ligesom at hun for nogle år siden optog spalteplads i alle aviser ved at have succes med at få over 10.000 til at melde sig som blod- og stamcelledonorer efter en indsats på sine Instagram Stories.

Mette Marie er hyppig gæst på andre medier end sit eget. I 2021 deltager hun i Fangerne På Fortet og et andet (endnu ikke offentliggjort) TV-program. Hun har desuden medvirket som skuespiller i TV-serien ’STIKKER’ på DRUltra, ligesom at hun er hyppig gæst i Go’Morgen og Go’Aften Danmark og diverse blade og magasiner. Det seneste år har Mette Marie særligt gjort sig offentligt bemærket ved at lade sin naturlige, grå hårfarve vokse ud til inspiration for mange andre kvinder, som har valgt at følge hendes eksempel, hvilket pressen har noteret sig og omtalt i blandt andet Femina, Jyllands-Posten (forsiden), Kristligt Dagblad og Samvirke.

Søg

Søg og du skal finde...

Søg